| Sorgens faser |
|
Den akutte krise I ethvert menneskes liv er der adskillige tab, som det er nødvendigt at bearbejde følelsesmæssigt for at kunne fortsætte et liv i almindelig balance. Det at skulle forlade sine venner, sige farvel til sit gamle fortrolige hjem, blive skilt eller være ulykkeligt forelsket, kan i en periode få en til at føle, at livet ikke er værd at leve. Sådanne tab af personer og forhold igangsætter det, der kaldes sorgreaktioner. Når en nær slægtning eller ven dør, kan dette udløse krise og sorg, der er så intens, at det er svært at tro på, at nogen har oplevet noget tilsvarende før. Følelsesintensiteten i den del af sorgreaktionen, der kaldes den akutte krise, er ofte skræmmende både for den, der oplever den, og for de pårørende, der ser til. Mange mennesker mister for en tid kontrollen over deres følelser, brister pludseligt og ubehersket i gråd, eller bliver vrede uden grund. Denne mangel på selvkontrol kan være stærkt foruroligende og kan få én til at overveje, om man er ved at blive sindssyg. Et andet forhold, der kan få mennesker til at betvivle deres tilregnelighed, er oplevelsen af at se den afdøde, f.eks. på gaden, eller høre hans eller hendes stemme. Dette er imidlertid normalt i den forstand, at det opleves af mange mennesker i dyb sorg. De forskellige faser Krisen (sorgen) har normalt forskellige faser. De fleste menneskers første reaktion er et chock, en uvirkelighedsfomemmelse, der gør dem ude af stand til at føle noget overhovedet. Denne tilstand kan vare i flere dage, og de begynder eventuelt at straffe sig selv, fordi de ved, de bør føle noget, men ikke gør det. I forbindelse hermed følger ofte rastløshed ledsaget af en planløs søgen efter den afdøde, selvom de godt ved, at han/hun er død. Alligevel er de følelsesmæssigt ikke i stand til at acceptere, at det, der er sket, er sket. Næste reaktion er en bølge af næsten fysisk smerte, tårer og følelse af ensomhed og fortvivlelse, blandet med ængstelse over det, der sker, og som vil ske. Reaktionsfasen Skyldfølelse over, at man gjorde, som man gjorde eller ikke gjorde, kan også dukke op. Denne anden del af forløbet kaldes reaktionsfasen og varer almindeligvis mellem 4 og 6 uger, hvilket kan være en trøst at vide for den, der gennemlever dette følelsesmæssige kaos. Hvis forholdet til den afdøde var et blandet had-kærlighedsforhold, kan der også være fornemmelsen af at være blevet “fri”, og dette kan udløse en voldsom skyldfølelse. Endvidere er der vrede rettet mod de personer, man forbinder med dødsfaldet, f.eks. lægen, hospitalet, venner, slægtninge - muligvis Gud - og endelig mod den afdøde for at have svigtet dig. De tilbagevendende spørgsmål er ofte: “Hvortor skete det?”; “Hvorfor for mig?”. Efterhånden bliver disse følelsesbølger mindre hyppige og intense, men de kan vende tilbage med stor kraft ved lejligheder som jul og årsdagen for dødsfaldet. Mennesker adskiller sig fra hinanden ved det tidsrum, de har brug for, før de kan “give slip på” den afdøde og begynde på en tilværelse alene.Reparationsfasen Reparationsfasen De fleste behøver mellem et halvt og et helt år for at komme igennem den såkaldte reparationsfase. Det er vigtigt at forstå, at du ikke kan afkorte eller flygte fra sorgen, når du mister en, der står dig nær. Processen skal gennemleves, og er prisen, vi betaler for at have knyttet os nært til et andet menneske - prisen for at såret kan læges, endskønt arret altid vil være tilbage. Hvad kan vi gøre for at afslutte dette sorgarbejde inden for et rimeligt tidsrum? Somme tider har den sørgende - ligesom et såret dyr - brug for at være alene for at slikke sine sår, men oftest behøver vi kontakt til andre, og isolation gør det vanskeligt at gennemarbejde sorgen. Mange sørgende oplever imidlertid, at deres tidligere venner holder op med at opsøge dem, bl.a. fordi disse venner er rådvilde og ikke ved, hvad de skal sige eller gøre, og måske er de bange for at trænge sig ind på den sørgendes fortvivlelse. Derfor er ensomhed et almindeligt problem, som kan forlænge sorgarbejdet. Med dette i erindringen er du nødt til at bede venner og slægtninge om at besøge dig, og du må spørge dem, om du må tale med dem om den afdøde, fordi det vil hjælpe. Du må forklare dem, at de ikke behøver at blive bange for dine følelsesudbrud, som hører med til den proces, du skal igennem. Det er bedre at tvinge sig selv til en smule initiativ end at blive isoleret og bitter. Mange mennesker er villige til at hjælpe, de ved blot ikke hvordan, og det må du derfor fortælle dem. Fortæl dem, at de ikke behøver sige ret meget - blot at lytte kan være til støtte. Ofte er den sørgende vredladen og støder uden at ville det sine venner bort. Derfor kan en vending som “hvis jeg virker irriteret, skal du ikke tage det personligt” være nyttig. Sorgen er en del af livet Mange skammer sig over deres følelser, men husk, at det er vigtigt ikke at undertrykke dem, så du ikke kun græder når du er alene (dette gælder også for mænd). At kunne sørge sammen med andre lindrer smerten. Børn sørger også, så lad dem være med. Fortæl dem, hvad der er sket og forsøg at besvare deres spørgsmål så åbent som muligt, uden at presse dem. Næsten intet skræmmer et barn mere end at se voksne ude af ligevægt, uden at de kender grunden. Det at tale om døden og den afdøde er en måde, hvorpå man kan holde sorgarbejdet i bevægelse. Du skal normalt aldrig undgå at tale om den døde - såvel som du ikke bør undgå genstande eller steder, der har smertelige associationer. Kun ved at se tabet og sorgen i øjnene kan du formindske smerten. Beroligende midler, antidepressiv medicin eller alkohol kan midlertidigt bedøve smerten, men de forlænger kun processen, så brug dem så lidt som muligt. Giv dig tid til at føle og forstå din tilstand, til at gennemarbejde sorgreaktionen således at du kan tage afsked med den døde. Det er en lang og pinagtig proces, men den skal gennemleves, og det er muligt at komme styrket igennem. Sorgen er den del af livet. Omstående er oversat og omarbejdet fra engelsk til brug for mennesker, der har lidt et alvorligt tab. Håbet er, at De ved at læse dette bedre vil være i stand til at forstå den almindelige sorgreaktions pinagtige, men nødvendige faser.
Kilde: Marianne Davidsen-Nielsen, Socialrådgiver, Februar 2000 |
 |