Det vil være en umulig opgave for mig at skulle beskrive sorgen. Det er en form for følelse og stemning jeg kommer i. Eller rettere, har været i siden Trine døde. Sorgen er der hele tiden, den følger altid med. En følgesvend jeg må prøve at leve med. På nogle områder ligner den kærligheden, idet den er dybt personlig, og svær at dele med andre. Jeg tror at sorgen opfattes vidt forskelligt fra person til person.

Men hvis jeg alligevel skal prøve at fremhæve nogle ting, så har sorgen to sider. Min egen sorg over at have mistet min datter, eller lidt mere præcist, sorgen over den fremtid som jeg ikke får med min datter. Tiden, den spøjse fætter, går jo hele tiden, så jeg kan ikke være ked af fortiden, for jeg vil altid være glad for den tid som jeg HAR haft med Trine. Min sorg opstår således, fordi jeg ikke kan blive "optanket" af et knus, en sms, et weekend besøg eller en rask diskussion. I det lidt videre perspektiv, ja så omfatter min sorg, de forventede håb og glæder, som f.eks. børnebørn og at skulle ledsage hende på en bryllupsdag. Når jeg skal være hård, så kan jeg godt sige til mig selv, at denne side af sorgen KAN udholdes, selvom den er helt forfærdelig. Men den vedrører kun mig, så hvis den alene udgjorde sorgen, så ville det måske være muligt at komme over. Måske lidt på samme måde, som hvis hun nu var rejst ud til et øde sted, uden kommunikations muligheder.

Men min sorg har også en anden side. Den sorg som jeg har på Trines vegne. At hun ikke selv fik et liv. Den mistede fremtid som hun aldrig selv fik. Hun havde jo fortjent et langt, lykkeligt og muntert liv. Det liv og rammer som omgav hende, som jeg havde været med til at give hende, kommer hun aldrig til at udnytte. Jeg ville give hende det hele, slottet og ridderen på den hvide hest, men tæppet blev revet væk under hendes fødder. Denne del af sorgen, vejer meget tungere. Det er de uopfyldte ambitioner. Det er helt forfærdeligt, at erkende at hun tabte sig selv.

"Livet er stærkere end døden". Det lyder ikke særlig poetisk, men er en samlet stærk konklusion, som opstod meget tidligt i mit sorgarbejde. Sagt med nogle andre ord, var det en del af min tale ved Trines bisættelse. Jeg kan nok bedre lide titlen på bogen "er livet livet værd?". Sørgende udtrykker det gerne ved, at tillægge tiden sammen med afdøde som mere værdifuld end den tid vi nu må gennemgå som sørgende uden den afdøde. Jeg har endnu ikke mødt en sørgende, som for at undgå sorgen, hellere ville have været foruden sit barn. Det er kærlighedens pris.

I den samme forbindelse optræder udtrykket som "det er en trøst, at der netop ikke findes en trøst". Jeg opfatter det således, at det ville være endnu mere forfærdeligt, om sorgen kunne forsvinde, hvis jeg f.eks. stod på hovedet og sang "fred hviler over land og by". Dermed ville der jo være noget som havde en større værdi end Trine, eller i hver tilfald noget som nu kunne erstatte hende. Om muligt, må jeg derfor acceptere, at det trods alt giver lidt retfærdighed, at jeg ikke kan finde nogen trøst.

Et andet fælles træk er opfattelsen af, at det døde barn har det okay. Jeg har endnu ikke været ude for sørgende, som har været bekymret for sit døde barn. Jeg er da også overbevist om, at Trine har det godt, der hvor hun nu er. Det er ikke de døde som har et problem. Det er os levende som sidder med sorgen.

Sammen med sorgen følger der gerne andre stærke følelser. Den første tid beskrev jeg gerne som tomhed og kaos. Og det er da paradoksalt, for der kan jo ikke være kaos i tomhed. Rent logisk giver det ikke mening, men jeg kan da stadig fremkalde stemningen/erindringen, en skræmmende oplevelse, som nu er kommet lidt på afstand. Det var som at være indespærret i en osteklokke. Og alting foregik meget langsomt, jeg husker specielt de tunge skridt.

Der ud over var den første tid karakteriseret af manglende energi. Trine optog al min tid og kræfter. Hun fyldte hele mit univers. Jeg orkede ikke at læse, hverken bøger eller avis, fjernsynet blev total uvedkommende og uinteressant, spise og drikke forekom kun som ren refleks, selv sex blev parkeret på sidelinien. Musik har altid haft en central rolle i mit liv, men på dette tidspunkt virkede al musik meget distraherende. Interessen for disse verdslige ting er siden vendt langsomt tilbage, men forekommer nu i et andet lys. At være ligeglad og ligegyldighed er nogle forfærdelige og farlige tilstande.

Mange som mister en nærtstående, bliver bange for at andre personer også skulle gå hen og dø. Således har jeg også været bekymret for Trines lillesøster og tænkt på hvordan det ville være hvis hun også døde. Men jeg tror egentlig, at dette punkt ikke har været så fremherskende hos mig. En grundlæggende tro på livet omfatter også lillesøster, så hun skal nok arbejde fornuftigt med sin sorg, få et godt liv. På en eller anden måde er min sorg allerede komplet, den kan ikke blive større, om så alle mennesker i Amerika gik hen og døde. Sorgen og savnet er allerede på hundrede procent, så jeg har svært ved at forestille mig, hvordan det ville være uden lillesøster. Der er ligesom ikke plads til bekymring for at andre skal dø.

Trine blev slået ihjel i et trafikuheld. Dræbt på stedet. Hun blev kun 19 år. Hun stod lige midt i et spændende liv, gik på gymnasiet, glædede sig til foråret og studenterfesterne. Jeg mistede den lille pige, hende som jeg skulle passe på, havde ansvaret for. Men jeg mistede også den modne, voksne og selvstændige kvinde, som Trine var ved at udvikle sig til. Jeg mistede min inspiration, min glæde, min stolthed.

For min skyld, kunne Trine være blevet begravet i de ukendtes grav. Da vi skulle tage stilling til gravsted, var jeg stadig i dyb chok, og alting forekom total ligegyldigt. Det var imidlertid meget vigtigt for Trines mor, at der blev fundet et passende gravsted. For hende var det presserende at finde det "rigtige" sted, og sådan blev det. Jeg kommer på kirkegården en gang i mellem, hvor jeg gerne har en enkelt rød rose med. Ofte synger jeg en sang eller salme. Til tider græder jeg mens andre besøg på kirkegården har været ligegyldige og uvedkommende. På kirkegården kan jeg både mindes og sørge. Men det kan jeg også gøre alle andre steder.

Trine selv var en meget ydmyg og beskeden person. Hun var ikke genert, men hun bragte aldrig sig selv i fokus. For eksempel sang hun i kor gennem flere år, men hun ville da ikke påtage sig solist rollen. Aldrig mase sig frem på andres bekostning. På en måde skal gravstedet så også passe til personen, derfor kan jeg ikke lave et stort og prangende gravsted. Et enkelt og almindeligt gravsted passer således til Trine, og en enkelt rød rose siger nok.

"Jeg ER Trines far". En sætning med fire ord, og trykket kan lægges forskellige steder, hvilket giver forskellig mening. Hvis du kun hørte "jeg ER Trines far", kunne det opfattes som om jeg netop ville fastslå faderskabet, men jeg er altså ikke i tvivl, jeg ER Trines far. Og jeg vil forbeholde mig retten til at sige således, selvom hun er død. Jeg har så smerteligt mistet min datter, og den rolle som skulle have fulgt hermed. Hvis jeg sagde, at jeg VAR Trines far, må det betyde at jeg er holdt op med at være hendes far. Okay, men hvem ER så Trines far? Er faderen forsvundet? Er rollen opløst? Det må være rigtigt at sige at "jeg ER Trines far". Og det er vigtigt, for jeg er stolt over at sige det.

Men hun bliver heller ikke ældre. Hun er stadig 19 år. Hun er stadig teenager. Så når jeg fylder et hundrede år, så vil jeg stadig have en teenager datter. Lillesøster er nu 21 år, men hun vil altså altid være lillesøster.

Og hvor står jeg nu? Jeg savner min datter, helt enormt. Sorgen er stadig lige hård og meningsløs, selvom den nu ikke fylder så meget i mit liv. Jeg forsøger at få et godt liv, at undgå at blive til en gammel gnaven og sur særling. Vilkårene for mit liv er pludselig blevet helt anderledes, så jeg kan meget vel også selv blive anderledes. Jeg prøver på at skabe noget "anderledes godt".

Okay, det var overskrifter på nogle af de vigtige ting omkring mit sorgarbejde. Jeg valgte at berøre mange emner netop for at vise bredden i sorgen. Jeg kunne selvfølgelig i stedet have valgt færre emner og dermed dybden i sorgen. Men så kan jeg jo prøve at uddybe de emner som du finder interessant. Jeg har mange andre emner, men dem får du en anden gang.

/TrinesFar